Hærvejen 41

Hærvejen 41
Af Egon Kaas, Lokalhistorisk Forening

Hjørnet af Søndergade / Svinget / Østergade 41, har matrikel nr.: 55 Brunde.
I 1889 byggede købmand Peter Jensen sig en købmandsforretning her, han var den første købmand i Rødekro.
Mod Hærvejen er der en frisør Meng, efter ham barber Andresen som også er brandkaptajn i Rødekro, senere frisør ”Pylle” Svend Åge Hymøller som flyttede til Østergade 15 hvor han byggede nyt hus med frisørsalon.
I hjørnet købmand Alnor, derefter købmand Bornebusch som sælger til købmand Erik Sørensen (ikke ham fra Østergade 8) som kommer fra Fyn, efter et par år går han fallit og senere kommer der i hjørnebutikken en grønsags- og blomsterbutik, drevet af Johanne Jannsen, hun er den sidste i butikken før ejendommen bliver opkøbt og nedrevet, hendes mand Jens Jannsen solgte frugt og grønt en gros til købmand og gartnere.
Mod Østergade har cykelhandler Callesen sit cykelværksted med salg af nye cykler, det var en lille og meget mørk butik, værkstedet blev senere til stue.
I ejendommen har der desuden været Den Nordslesvigske Folkebank, Benzintank D.D.P.A. og Esso fra ca. 1927
 
Af Kurt P. Karlsen
Den nye bygning blev taget i brug i 1979. I stueetagen blev arealet anvendt til sparekassefilial. I en del af bygningen på første sal var der frokostrum og mødelokale til sparekassens personale. Derudover var der indrettet en lejlighed til Jannsens de tidligere grønthandler/gartnere på samme adresse. Lejligheden lå ud mod Østergade men havde da også et par vinduer ud mod Hærvejen. Resten af arealet på første sal var udlejet til ingeniør Svend Aage Pedersen, der havde ingeniørvirksomhed på adressen. Svend Aage Pedersen var derudover kendt som et aktivt konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Rødekro Kommune. Lejemålene med Jannsens og Svend Aage Petersen ophørte omkring 1990, hvor Sydbank og Sparekassen Sønderjylland fusionerede med fremtidig placering på Hærvejen 41. I 1990 skete der en større ombygning af 1. sal der blev indrettet til rådgivere for investering og erhverv, sekretariat, kontorer og mødelokaler. En del af loftslokalet blev indrettet til frokostrum og mødelokale. Gunnar Schmidt var afdelingsbestyrer da den nye afdeling blev taget i brug, efterfølgende har Michael Larsen, Kurt P. Karlsen og Rasmus Lyngbak Bøgen været ledere af afdelingen.
I 2016 lukker Sydbank i Rødekro, filialdirektør Kurt P. Karlsen lukker banken efter 98 år i byen, nu er der en pengeautomat og Sydbanks landbrugsafdeling er i bygningen.
Rødekro Udviklingsråd | CVR: 38322230 | 6230 Rødekro  | Tlf.: +45 28 51 29 02